Laura & Vitus blev frivillige i Kirkens Korshær

Laura & Vitus blev frivillige i Kirkens Korshær
Laura på 24 år og Vitus på 21 år har begge valgt faget Frivillig i Fællesskab på Egmont Højskole, hvor de har fået indblik i, hvad frivillighed kan betyde – både for dem selv og for andre.
For Laura begyndte det hele i foråret 2024, hvor hun blev frivillig i Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Egå. Hun blev taget varmt imod og fik hurtigt selvtillid til at udføre sine opgaver. Efter sit første semester var hun lettet over, at hun kunne fortsætte – og da hun senere blev spurgt, om hun ville blive ved, blev hun rørt til tårer. “Det er jo slet ikke til at fatte,” fortæller hun med glæde i stemmen. For Laura betyder det meget både at føle sig værdsat og at være en del af fællesskabet med de andre frivillige. Hun nyder pauserne, hvor der er plads til snak, grin, kage og hygge, og hun glæder sig til at tage kage med på den sidste dag inden sommerferien. Samtidig håber hun på at fortsætte som frivillig i lang tid endnu.
Vitus har valgt faget to gange, fordi han oplevede, at det gav ham nye perspektiver på frivilligt arbejde. Han har blandt andet været frivillig på Kirkens Korshærs Logistikcenter, hvor han har hjulpet med at sortere ting, som sendes videre til genbrugsbutikkerne. Erfaringen har ikke bare gjort ham klogere på frivillighed, men også givet ham mod på at prøve flere frivillige opgaver i fremtiden. For ham er det især glæden ved at kunne hjælpe andre, der driver indsatsen: “Det er jo mega fedt. At kunne gøre noget for andre, og at man også er med i det. Det er en god følelse.”
Når de bliver spurgt, om de vil anbefale andre unge at prøve kræfter med frivillighed, er både Laura og Vitus enige: Ja! Laura fremhæver, hvordan hun har fået selvtillid og oplevet et stærkt fællesskab, mens Vitus tilføjer, at man bare skal kaste sig ud i det i sit eget tempo – og ikke være bange for at spørge, hvis man er i tvivl.
Kan vi hjælpe dig?
Føler du dig klædt på til at arbejde med frivillighed på STU nu? Hvis ikke, må du endelig hive fat i os, så vi kan hjælpe dig godt videre.




































