Kickoff maj 2025

I maj samlede vi en masse forskellige aktører på tværs af sektorer – frivillige foreninger, kommunale tilbud, uddannelser og kulturaktører – til kickoff for Plads til Alle. Det var virkelig motiverende at mærke den store opbakning og nysgerrighed på at komme i gang.
Mie Maar Andersen fra Videnscenter om Handicap gav os et fælles afsæt ved at sætte ord på, hvordan deltagelse handler om meget mere end bare at være til stede – det kræver, at vi også ser på relationer, tilgængelighed og de små justeringer, der gør en forskel for, om man føler sig velkommen.
Sammen undersøgte vi de barrierer, vi hver især oplever i arbejdet med at skabe plads til mennesker med handicap i foreningslivet. Derefter vendte vi blikket mod løsninger og begyndte at idéudvikle på, hvordan vi i fællesskab kan gøre en forskel.
Vi arbejdede med temaer som kommunikation og sprog, normer og kultur, fysiske rammer, viden og forståelse samt processer og relationer. Der kom mange gode idéer frem – blandt andet om tydelig og inkluderende kommunikation, buddyordninger, bedre værtskab og mere samarbejde på tværs.
Kickoff gav os masser af energi, et fælles sprog og en retning for det videre arbejde i partnerskabet. Nu glæder vi os til at samle idéerne op i arbejdsgrupperne og begynde at afprøve de første prøvehandlinger i praksis.



































