Nyhedsbrev

Nyhedsbrev kommer her!

 

Frivilligcenterets fremtid er sikret! (14.04.10)

 

Den 7. april kunne man læse artiklen "Frivilligcenter på Vippen" i Vesterbro bladet. Af den fremgår det, at frivilligcenteres fremtid var truet pga. en manglende bevilling fra Københavns Kommune.

Den 7. april vedtog socialudvalget i Københavns Kommune imidlertid at bevilge de manglende midler til Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave og til Frivilligcenter Netvirket på Amager. Det betyder, at begge frivilligcentre overlever og kan fortsætte det gode arbejde.

Desuden blev det besluttet, at de tre frivilligcentre i København (foruden Vesterbro/Kgs. Enghave og Netvirket, er det SR-Bistand på Nørrebro) fra 2011 bevilges i alt 1.050.000 kr. årligt for at sikre den nødvendige kommunale medfinansiering. Dermed sikres frivilligcentrenes fremtid.

 

Vigtigt for det frivillige arbejde

Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave støtter foreningslivet i lokalområdet og gør det nemmere at engagere sig i det frivillige sociale arbejde. Leder af Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave, Helle Gerber Nielsen, glæder sig over bevillingen: Frivilligcentret gør en forskel for det frivillige arbejde i lokalområdet. Vi tilbyder de frivillige i foreningerne kurser, konsulentbistand og praktisk hjælp, og vi hjælper folk i gang med frivilligt arbejde. Frivilligcentrene har indtil nu levet af korte og usikre bevillinger, men den permanente bevilling betyder, at vi nu kan fokusere på at støtte op om det frivillige arbejde i lokalområdet – i stedet for at bruge en stor del af vores tid på at lave ansøgninger og lobbyarbejde for at sikre de årlige bevillinger.